Personal tools
You are here: Home Documents Constitution Nederlands

Nederlands

Vedtægter for den Europæiske Samarbejdsorganisation for Nationale Sproginstitutioner (EFNIL)

vedtaget af generalforsamlingen 14. oktober 2003.

§ 1

Den Europæiske Samarbejdsorganisation for Nationale Sproginstitutioner (EFNIL) består af centrale eller nationale institutioner for forskning, dokumentation og sprogplanlægning i de officielt anerkendte standardsprog inden for Den Europæiske Union (EU), i det følgende benævnt medlemmerne af EFNIL.

§ 2

Formålet med EFNIL er

  • at samle og udveksle information om de officielt anerkendte standardsprog i EU
  • at bistå med ekspertrådgivning om sprogpolitik i EU
  • at bevare den sproglige mangfoldighed i Europa
  • at fremme flersprogethed blandt EU’s borgere.

EFNIL skal også udtale sin støtte til minoritets- og regionalsprog i Europa.

§ 3

EFNIL skal for at nå disse mål arbejde med

1.  projekter inden for beskrivelse og analyse af den nuværende sproglige situation i EU og konsekvenser for den sproglige udvikling på længere sigt

2.  videnskabelige analyser af mellemstatslige sprogproblemer og sprogpolitiske spørgsmål

3.  rådgivning af politiske beslutningstagere i EU’s institutioner og i medlemsstaterne i sager af sprogpolitisk

4.  oplysning om de kulturelle og praktiske fordele ved sproglig mangfoldighed og flersprogethed i Europa gennem målrettede indsatser og publikationer

5.  andre aktiviteter der bidrager til at opfylde disse mål.

§ 4

EFNIL er organiseret således:

  • generalforsamlingen
  • forretningsudvalget
  • sekretariatet.

§ 5

Generalforsamlingen

1.  Generalforsamlingen består af repræsentanter for sproginstitutionerne i EU: to repræsentanter fra hvert medlemsland, begge med stemmeret.

      Hvis en stat ikke har en centralt eller nationalt støttet sproginstitution, kan den repræsenteres af to repræsentanter fra relevante akademiske områder. Hvor særlige forhold taler for det, kan der tilknyttes yderligere delegater med observatørstatus uden stemmeret.

2.  Repræsentanter fra stater der ikke er medlem af EU, kan godkendes af generalforsamlingen som associerede medlemmer. I så fald får det pågældende land en repræsentant uden stemmeret. Internationale, overnationale samarbejdsorganisationer kan også være associerede medlemmer uden stemmeret.

3.  Generalforsamlingen rådgiver og træffer beslutninger i vigtige spørgsmål som vedrører EFNIL og organisationens aktiviteter. Herunder træffer den beslutninger i organisatoriske spørgsmål, om medlemkontingenter og andre bidrag, fastlægger EFNIL’s vedtægter, accepterer eller forkaster medlemskandidater, fastlægger arbejdsprogram, initiativer og projekter, godkender budgettet,  balancen og alle andre statusopgørelser. Den mødes mindst én gang om året, almindeligvis i forbindelse med en temakonference. Generalforsamlingens beslutninger hviler på simpelt flertal.

Blandt medlemmerne vælger generalforsamlingen en formand og en næstformand for en treårsperiode.

§ 6

Forretningsudvalget

Det daglige arbejde varetages af forretningsudvalget. Forretningsudvalget består af formanden, næstformanden, og højst fire medlemmer, som også vælges for en treårsperiode. Forretningsudvalget mødes efter behov.

Forretningsudvalget aflægger rapport til generalforsamlingen, fremlægger en årsberetning, en arbejdsprogram, et budget og en statusopgørelse.

§ 7

Sekretariatet

Sekretariatet bistår forretningsudvalget. Det er sekretariatets opgave at koordinere forretningsudvalgets aktiviteter, varetage korrespondancen og administrere EFNIL’s økonomi.

Sekretariatet skal regelmæssigt aflægge rapport til forretningsudvalget og mindst én gang årligt til generalforsamlingen. Sekretariatet har ansvaret for at der udarbejdes dokumenter som årsberetning og virksomhedsplan, budgetter, regnskaber og en balance til forretningsudvalget.

Generalsekretæren leder sekretariatet og er almindeligvis til stede ved alle forretningsudvalgets møder.

Formanden udpeger generalsekretæren blandt forretningsudvalgets medlemmer i enighed med de øvrige medlemmer af forretningsudvalget.

Den medlemsinstitution som generalsekretæren repræsenterer, har fra generalforsamlingen mandat til at administrere og være ansvarlig for alle EFNIL’s resurser (bidrag og afgifter fra medlemmerne, bidrag fra EU-lande og EU-institutioner samt private donationer) på vegne af forretningsudvalget.

§ 8

Arbejdsgrupper

Medlemmerne i EFNIL kan foreslå at der oprettes arbejdsgrupper. Forretningsudvalget godkender, afviser eller ændrer eventuelle forslag.

Lederen af en arbejdsgruppe skal årligt udarbejde en virksomhedsplan for aktiviteterne i gruppen og indgive en skriftlig rapport til forretningsudvalget.

§ 9

Ændringer i vedtægterne

Kun generalforsamlingen kan ændre vedtægterne. Ændringer skal godkendes af mindst to tredjedele af medlemslandene. Forretningsudvalget kan fremlægge forslag til ændringer for generalforsamlingen.

Vedtægterne træder i kraft så snart de er godkendt af generalforsamlingen.

§ 10

Opløsning af EFNIL

EFNIL kan opløses af generalforsamlingen med to tredjedeles flertal. Generalforsamlingen fastlægger de praktiske detaljer i forbindelse med opløsningen. Som hovedregel skal alle økonomiske aktiver deles mellem medlemmerne, såfremt generalforsamlingen ikke har besluttet andet. Gæld og økonomiske forpligtelser skal også fordeles blandt medlemmerne.

Document Actions